Sammen bliver vi grønnere gennem klimapartnerskabet
Sammen bliver vi grønnere gennem klimapartnerskabet
Vi har arbejdet hårdt henover vinteren og foråret i Regeringens Klimapartnerskab for bygge- og anlægssektoren. Tidligere i dag fik boligminister Kaare Dybvad Bek overrakt de formelle anbefalinger af næstformand for klimapartnerskabet, Ingrid Reumert, som er Vice President i Velux. Anbefalingerne i rapporten kan spare klimaet for op mod 5,8 mio. ton CO2 om året.
Boligministeren ankom til CG Jensen’s byggeplads i Rødovre her til formiddag, hvor han blev budt velkommen af Adm. Direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen, og Adm. Direktør i GSV, Dan O. Vorsholt.
Virksomhedsbesøget blev arrangeret i samarbejde med Dansk Byggeri og Dansk Industri. Boligministeren fik også lejlighed til at prøve en læssemaskine på batteri, fremvist en lille gravemaskine på batteri og fik indblik i de muligheder og udfordringer, der er ved den grønne omstilling ude på byggepladserne.