GSV investerer 75% i grønt materiel i 2021
Danmarks største materieludlejer til byggeindustrien GSV sætter nu ekstra tempo på den grønne omstilling og melder klart ud: 75% af næste års investeringsbudget er øremærket til klimavenlige maskiner.
Nyheden kommer samtidig med, at GSV uddeler Klimaprisen til Building Awards 2020 den 8. oktober.
GSV har de seneste år øget investeringerne i klimavenligt materiel. Alene det seneste år er investeringer i grønt materiel steget fra 15% til 20%, og nu mere end tredobler GSV investeringerne i klimavenligt materiel. Det gælder både let og tungt materiel, men også i logistikdelen forventer man at spare meget mere CO2. Ifølge CEO Dan O. Vorsholt er der tale om et trecifret millionbeløb.
”Byggeriet står for 40% af Danmarks CO2-udledning, og derfor er det kun sund fornuft, at vi i branchen forsøger at nedbringe det tal. GSV er de største herhjemme når det kommer til udlejning af materiel til byggebranchen, og vi vil gerne presse på for den grønne omstilling i hele byggeriet – det er der heldigvis også mange af vores kunder, som vil. Derfor træder vi på speederen og øremærker 75% af vores investeringer i maskiner, som drives af el, batterier eller ganske enkelt udleder markant mindre,” siger CEO i GSV, Dan O. Vorsholt.
GSV uddeler Klimaprisen 2020
GSV har de senere år omlagt indkøb af materiel og med GSV Solution sat fokus på den bæredygtige byggeplads, hvor alt fra strøm til affaldshåndtering kan gøres meget mere klimavenligt. Virksomheden har også været inviteret ind i regeringens klimapartnerskaber og været med til at komme med anbefalinger til fremtidens byggeri.
”For at sige det ligeud, så er vi nogle af dem, der sviner, og derfor har vi en forpligtigelse til at rydde op efter os selv. Vi forsøger at tage ansvar fra vores udgangspunkt i branchen, og derfor er jeg også stolt over, at vi har været inviteret ind på de bonede gulve, samtidig med at jeg føler, at vi gør en reel forskel i hverdagen med vores kunder. Næste skridt er at få mange flere med og hjælpe og arbejde sammen med dem, som kan være med til at gøre en forskel,” siger Dan O. Vorsholt
Torsdag den 8. oktober uddeler GSV årets Klimapris til Building Awards, og prisen gives netop til en virksomhed, som på innovative eller bæredygtige måder er med til at sikre Danmark mod begyndende og fremtidige klimaforandringer. Prisen gives til et forbillede for branchen, og gerne en som har sat en ny dagsorden med de fremtidige klimaudfordringer som fokuseret indsatsområde.
”Vi glæder os til at afsløre vinderen den 8. oktober, og vi er glade for, at vi kan sætte fokus på en anden aktør, som gør noget ekstra for klimaet” siger Dan O. Vorsholt.
Finalister i Kategorien Klimaprisen
- Bygningsstyrelsen – Karen Blixens Plads
- 1:1 Landskab Aps – Scandiagade
- Milwaukee – MX FUEL