GSV Materieludlejning kvalificeres til ISO 14001 miljøcertificering
GSV, Danmarks største udlejer af materiel og maskiner til bygge- og anlægsbranchen, har fået tildelt ISO 14001-certificering, den internationale standard for miljøledelse, som et resultat af GSV’s ambitiøse og vedvarende indsats for at reducere sin miljøpåvirkning.
“Vi er meget glade og stolte over at være blevet ISO 14001-certificeret. Det beviser nemlig, at vi tager vores ansvar for miljøet alvorligt, og at vi arbejder systematisk og målrettet med at mindske vores påvirkning på miljøet. Bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, der udleder mest CO2, og netop derfor er det vigtigt, at vi, som en af de store leverandører til branchen, bliver ved med at arbejde målrettet på at mindske vores CO2-aftryk, reducere affald i hverdagen og ikke mindst, at vi håndterer kemiske produkter ansvarligt i alle processer. ISO 14001-certificeringen er et vigtigt skridt i dén retning,” siger Frank Olesen, CEO for GSV.
GSV har i de seneste år haft et voksende fokus på at integrere miljøhensyn i flere aspekter af forretningen. Virksomheden har blandt andet investeret i hybrid- og eldrevne maskiner, optimeret sin logistik og sit brændstofforbrug. GSV har desuden udviklet digitale løsninger i deres forretning og til kunderne, så GSV både optimerer sin maskinpark samt giver kunder og samarbejdspartnere mulighed for at trække data ud til deres CO2-regskab.
I 2023 skrev GSV sin første ESG-rapport, hvor virksomheden blandt andet fremsatte konkrete mål for sin miljøindsats, herunder at blive ISO 14001-miljøledelse certificeret i 2023, et mål, GSV nu har opnået.
“ISO 14001-certificeringen giver os mange fordele. Vi får et bedre overblik over vores miljøforhold, og det hjælper os med at identificere og prioritere de områder, hvor vi kan gøre en forskel for miljøet. Vi bliver bedre rustet til at styre og styrke vores miljøindsats med et systematisk værktøj til at planlægge, gennemføre, evaluere og forbedre vores miljøaktiviteter. Og så understøtter certificeringen, at vi fortsat følger lovgivningen og opfylder vores egne mål,” siger Kenny Bjerre, chef for sikkerhed, miljø og kvalitet hos GSV.
Fokus på miljø, er vigtigt for vores kunder
Ifølge Frank Olesen bidrager ISO 14001-certificering ikke alene med at reducere miljøpåvirkningen, overholde lovgivningen og bidrage til bæredygtige resultater:
“Certificeringen styrker også vores konkurrenceevne. Miljøhensyn og den grønne omstilling er et område, som prioriteres og i flere og flere bygge- og anlægsprojekter er det et specifikt krav fra bygherre, at de valgte underleverandører skal forurene mindst muligt. Det placerer os godt i markedet og øger vores troværdighed, når vi viser, at GSV aktivt arbejder for en positiv omstilling af bygge- og anlægsbranchen,” siger Frank Olesen, CEO i GSV
Det er virksomheden FORCE-Certification, der udstedte ISO 14001- Miljøledelsessystem Certifikatet den 19.01.2024
ISO 14001-certificering er en international standard for miljøledelse, som hjælper organisationer med at reducere deres miljøpåvirkning, overholde lovgivningen og opnå bæredygtige resultater. ISO 14001-certificering kan også bidrage til at opfylde FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
Pressekontakt: Direktør, ESG & Kommunikation; Anne Cecilie Lysbo: Mobil: 25225000, mail: acl@gsv.dk